Annonce

Står man og har brug for en kommerciel løsning, er det usædvanligt at støde på digitale platforme. Ny teknologi opstår hele tiden og giver nye vækstmuligheder. De nye teknologiske tiltag udfordrer eksisterende måder at drive forretning på, hvilket skaber en dynamik og skærper konkurrencen til gavn for alle. Digitalisering opstår ikke kun i den private sfære, men også i den erhvervsmæssige sfære, og med det opstår der nogle problemstillinger, som samfundet bør tage stilling til. 

Fælles for succesfulde digitale platforme er, at de:

• Forenkler en proces ved at skabe mulighed for peer-to-peer eller consumer-to-consumer transaktioner og dermed overflødiggør den ‘fysiske’ medierende instans, eksempelvis et advokatfirma
• Gør produkter eller serviceydelser tilgængelige, som ellers er dyre og tages i brug meget sjældent

Digitale platforme ses i flere afskygninger og anvendes til at tilbyde og efterspørge arbejdskraft. Spørgsmålet om, hvordan en digital platform skal anskues på arbejdsmarkedet er i stigende grad i færd med at blive diskuteret; særligt hvorvidt der er tale om en arbejdsgiver eller om en passiv udbyder af teknologi. På samme måde kan der spørges, hvorvidt arbejdstagerne, som platformen udbyder (læs: platforms-arbejdere) skal betragtes som ansatte eller selvstændige.

Der er mange holdninger til, hvordan man bør anskue digitale platforme. En meget naturlig måde at skelne mellem forskellige typer af digitale platforme er ved at inddele dem i arbejdsplatforme og kapitalplatforme. I dag ser vi eksempler på den mellemliggende blandingsplatform, der har fællestræk med begge de andre platformstyper. 

En kapitalplatform er en platform, der anvendes af privatpersoner til at sælge eller udleje produkter til andre privatpersoner. Arbejdsplatforme indebærer en platform, der udbyder og efterspørger arbejdskraft. 

Upwork, en freelanceplatform designet til at forbinde virksomheder med selvstændige professionelle, falder ind under en arbejdsplatform, da udbyderen anvender sine egne aktiver (en computer). Airbnb falder ind under en kapitalplatform, da udlejer stiller en ejendom til rådighed for lejer ved hjælp af den platform, som Airbnb tilbyder. Uber er et godt eksempel på en blandingsplatform, da den lader privatpersoner i egne biler udbyde lift til andre privatpersoner, der efterspørger dette via Ubers smartphone-apps. 

Digitale platforme eliminerer oftest en masse omkostninger, der ville følge, havde de ellers valgt at etablere sig på samme måde, som deres allerede etableret konkurrenters gjorde i sin tid. Dette har mange konsekvenser, gode såvel som dårlige. For Uber tillader det dem at kunne udbyde en ydelse til de laveste kørselspriser, da det underbyder markedet i langt højere grad end øvrige tjenester. 

Særligt på områder såsom boligudlejning, transport, rengøring, juridisk rådgivning, konsulentarbejde og sågar pantebrevslån og mere generelt blandt freelancere er der sket en betydelig udvikling af digitale platforme gennem det sidste årti. Selvom udbredelsen af mange af disse voksende tjenester varierer, så er mange blevet betydelige aktører på deres respektive marked. Den hurtige udvikling for digitale platform rejser dog et spørgsmål om, hvor stor indflydelse disse platforme kan få for arbejdsorganisering og arbejdsvilkår, samt hvilke brancher, der har potentiale til at operere gennem digitale platforme fremadrettet.

ETUI Rapport

En rapport fra ETUI, den europæiske fagbevælgelses forskningscenter, fandt frem til, at vi i de kommende år kan forvente at se en øget automatisering af manuelle jobs, hvilket kan betyde, at en lang række serviceerhverv overflødiggøres. I denne forbindelse, er der en række problemer, der kan diskuteres ved digitale platforme.

De største bekymringer er uomtvisteligt de digitale platformes manglende evne til at skabe jobsikkerhed. Vilkårene er afgørende for bæredygtigheden i de digitale platforme. De basale vilkår som arbejdsskadeforsikring, arbejdsløshedsforsikring og barselsordninger er oftest ikke en del af pakken. 

The Economist påpegede bl.a., at der nemlig er en grund til at være skeptisk til tjenesternes fremtidige udbredelse. Årsagen til dette er, når platformstjenester forsøger at holde kundens udgifter så lave som muligt, kan disse platforme komme til at stå over for udfordringer i forhold til at retfærdiggøre arbejdernes vilkår. 

Alene fordi, at der er økonomiske forbedringer og øgede jobmuligheder, kan det betyde, at det overordnet bliver sværere at tiltrække arbejdskraft til tjenesterne, da motivationen i stigende omfang kan være begrænset, særligt i forhold til løn og andre vilkår. 

Men det ville være blåøjet at lægge alt ansvar hos de enkelte platforme. Ikke alle platforme er skabt ud af skandinaviske arbejdsmarkedstraditioner. Derfor er det ligeså vigtigt, at lovgivere deltager aktivt i debatten. Endnu vigtigere er det, at arbejdstagerorganisationerne imødegår udviklingen med et progressivt tankesæt. De bør gribe mulighederne for at være med til at forme de mange innovative initiativer. Det er dokumenteret, at et stigende antal lønmodtagere ønsker at underholde sig ved selvstændigt arbejde. At holde stædigt fast i gamle strukturer er at tale hen over de mange freelancere, der er glade for at arbejde selvstændigt.

På nuværende tidspunkt bliver digitale platforme oftest brugt som et supplement til en eksisterende indtægt, hvorfor disse platformes magt over arbejdstageren er relativt svag. Når der derudover så inddrages hensynet til det danske sociale understøttelsessystem med relativt høje ydelser, der dermed forhindre borgeren, i hvert fald til en vis grad, til at blive desperat nok efter arbejde, svækker dette da også platformenes magt.