Udover at et tag i sig selv er en kommando, kan du også indsætte ekstra information i en række tags.
Et tag er, som du nok husker, en kommando til browseren (f.eks. er <br /> en kommando om at lave et linieskift). I visse tags kan du præcisere kommandoen ved at knytte mere information til kommandoen inde i selve taget. Sådanne informationer kaldes attributter.
Der findes mange forskellige attributter. Den første attribut du skal stifte bekendskab med er style. Med style-attributten kan du føje layout til dine sider - f.eks. en baggrundsfarve:
Eksempel 1:
<html> <head> </head> <body style="background-color:#ff0000;"> </body> </html>
Vil i browseren være en helt rød side ("background-color" betyder "baggrundsfarve"). Prøv selv.
I eksemplet ovenfor satte jeg baggrundsfarven til at være "#ff0000", som er en farvekode med den tekniske betegnelse Hexadecimaltal. Til hver farve er der tilknyttet et Hexadecimaltal. Her er nogle eksempler:
Hvid: #ffffff
Sort: #000000 (nuller)
Rød: #ff0000
Blå: #0000ff
Grøn: #00ff00
Gul: #ffff00
Et Hexadecimaltal består af et # og seks cifre eller bogstaver, og der findes flere tusinde HEX-koder, der giver hver sin farve. Det er ikke umiddelbart nemt at regne ud hvilken HEX-værdi, der er tilknyttet en bestemt farve, så i stedet har vi lavet et diagram over de 216 mest almindelig farver: 216 websikre farver.
I stedet kan man dog også bruge den engelske betegnelse for de mest almindelige farver (white, black, red, blue, green og yellow).
Men nok om det. Lad os komme tilbage til attributterne.
Der kan bruges attributter i alle tags. Men hvilke attributter og hvor ofte er meget forskelligt.
F.eks. vil man ofte indsætte attributter i <body>, for derved at give nogle ekstra informationer om en sides 'krop'. Omvendt vil man meget sjældent bruge attributter i <br />, da et linieskift normalt bare er et linieskift.
Ligesom det findes mange forskellige tags, findes der også mange forskellige attributter. Nogle attributter kan kun bruges i én slags tags, andre kan bruges i mange forskellige. Nogle tags kan kun indeholde en slags attributter, andre kan indeholde mange. Det lyder måske forvirrende, men ofte vil det være de samme attributter man bruger igen og igen, og man opdager, hvor lette de er at bruge, og hvor mange muligheder de giver.
Ligesom du lærer de vigtigste og mest brugte tags, lærer du også de væsentligste attributter i denne tutorial.
Grunddelen af et tag, f.eks. p i <p>, hedder et element. Så et tag består altså af enten bare ét element (f.eks. <p>) eller af ét element og en eller flere attributter (f.eks. <h2 id="heading4">).