Denne anden lektion har til formål at give dig en kort præsentation af din nye ven - han hedder HTML
HTML er browserens 'modersmål' og fundamentet for alle sider på Internettet.
For at gøre en lang historie kort var det en forsker ved navn Tim Berners-Lee, der tilbage i det herrens år 1990 (eller cirka deromkring) opfandt HTML. Målet var at gøre det nemt for forskere på forskellige universiteter at få adgang til hinandens resultater. Projektet lykkedes nok bedre end Tim Berners-Lee havde regnet med, for med HTML skabte han også meget af det Internet, vi kender i dag.
HTML er altså et 'sprog', der gør det muligt at præsentere materiale (f.eks. forskningsresultater) på Internettet. Når du går ind på et websted, er det du ser en 'oversættelse' af HTML - det er din browser, der oversætter HTML. Klik på "View" (Vis) i menuen i din browser og vælg "Source" (Kilde) for at se HTML-koden, der ligger bag denne side.
For almindelige dødelige ser HTML enormt kompliceret og forvirrende ud. Men bare rolig. Når du har læst denne tutorial vil det hele give mening.
Siden du læser disse sider, er du vel interesseret i at lave din egne websteder, og hvis man vil lave websteder, er der ingen vej udenom HTML. Men frygt ikke for HTML er både let at lære og bruge. Allerede i lektion 4 lærer du at lave din første side.
Så HTML skal bruges til at lave sider på Internettet - så simpelt er det!
HTML er en forkortelse af HyperText Mark-up Language - hvilket allerede er mere end du behøver at vide, men lad os for god ordens skyld alligevel gøre det færdigt. "HyperText Mark-up Language" er engelsk, og betyder noget i retning af:
Hyper er det modsatte af lineær. I gamle dage - hvor mus var noget katten legede med - kørte et computerprogram lineært: Dvs. når det havde udført en handling gik det automatisk til den næste linie i rækken og derfra til næste osv. Med HTML er det anderledes. Her kan man gå hvorhen man vil, hvornår man har lyst (det er f.eks. ikke nødvendigt at besøge Politikens websted før du besøger HTML.dk)
Text er bare "tekst".
Mark-up er det man gør med teksten: man markerer den op, på samme måde som man sætter et dokument op i et tekstbehandlingsprogram med overskrifter og f.eks. fed tekst.
Language betyder "sprog". HTML er et næsten ganske almindeligt sprog (engelsk) - HTML er ikke et programmeringssprog!
Så nu ved du hvad HTML står for, og skynd dig så at glemme det igen! Lad os i stedet komme i gang med det, det handler om: at lave websites.